Gå videre til hovedindholdet

Snaps af valnød og blåbær

Det plejer at være en fast begivenhed i slutningen af november/først i december: at få filtreret årets høst af valnøddesnaps. Men som så meget andet i denne vinter skete det ikke lige på det sædvanlige tidspunkt... men nu er det gjort! Valnødderne fik følgeskab af blåbærsnapsen - et eksperiment med tørkeskadede blåbær fra haven. Læs mere om den sag her.

Når man håndterer valnødderne er det en god ide at lade projektet foregå i vasken, for de farver..MEGET. Det er garvesyren der simpelthen gør væsken næsten umulig at få af hænder og tøj. I sin nuværende tilstand ligner de kvarte valnødder noget fra en gyserfilm, og havde der været børn tilstede ville jeg straks have bildt dem ind at det var flækkede musehjerner - det ligner det nemlig. Nødderne har soppet rundt i klar Brøndum i 3-4 måneder og i den tid har valnødderne forvandlet akvavitten til en sort, olieagtig - men velduftende - essens. Den kan nu fortydes op til 8-10 gange (afhængig af hvor stærk du kan lide din kryddersnaps),  men bliver kun bedre af at lagre yderligere. Gerne flere år. Resultatet minder om en aromatisk, rund og blød cognac. 

Blåbærrene blev også filtreret - og straks testet med en prøvesmagning. Det er jo en del af hyggen at finde det rette blandingsforhold! Det har vist sig at det var en rigtig god beslutning at anvende bærrene på denne måde, det  blev en god bærsnaps med en fin farve og en delikat blåbærsmag. Nu får den lov at samle sig lidt - så vil jeg overveje om den evt. skal have lidt sukker eller honning tilsat. Det kan få nogle flere nuancer frem, især i bærsnapse, der som regel er meget "lette" i det.

Et generelt tip:
Lav mindre portioner ad gangen af den færdige snaps. Den vil forandre sig over tid, typisk blive stærkere og det kan derfor være klogt at levne plads til en "påfyldning" af Brøndum senere.

Et andet tip:
Lad ikke bærsnapse af "vandholdige" bær som jordbær, hindbær, brombær lagre og stå for længe. Den fine bærsmag er lidt flygtig og over tid forsvinder den og lader de bitre noter tilbage. 

Velbekomme - og husk selvfølgelig at drikke alkohol med måde. Selv om det smager godt!

Kommentarer

  1. Hej Henrik
    Det er altid spændende at smage på de snapse man har lavet, smager de godt eller er det en engangs forestilling. Går selv og hygger mig lidt med at lave snapse, i år har jeg lavet snaps af stikkelsbær og moreller.

    mvh Kjeld

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Kjeld
      Ja, det er altid spændende hvordan de er faldet ud. Og prøver man med en ny ingrediens bliver man også af og til overrasket over smagen, som kan være helt anderledes end råvaren.

      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet
  2. Sikke dog en smuk farve den har fået din blåbærsnaps. Det vil jeg huske til næste sommer, hvis jeg ellers får samlet nok blåbær!

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Bente,
      Flot farve, ikke? Til min portion brugte jeg et par håndfulde, let indtørrede bær...så der skal i virkeligheden ikke så mange til. Og man kan jo også bare nøjes med en lille portion ;-)

      Slet
  3. Spændende med kryddersnaps kan se der er en hel verden derude af kreative kombinationer, kun fantasien sætter vist grænser, jeg havde dog aldrig tænkt på valnødder. Men karakteren en blød og aromatisk cognac.
    Henrik

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Henrik,
      Du skal høste de grønne valnødder i august/september - jeg brugte 4-5 stykker skåret i kvarte til denne portion. Måske vi kan få arrangeret at du kan få en smagsprøve ;-)
      Fordrukne hilsner fra Henrik Havehjerne

      Slet
  4. Det ser vel nok rigtig godt ud. Spændende hobby.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Anette,
      Som regel gode oplevelser - men også nogle gange resultater der IKKE skal gentages! Men sjovt at bruge naturen og haven på denne måde.

      Hilsen Henrik Havehjerne

      Slet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…