Gå videre til hovedindholdet

Liv derude

Jo, der er stadig liv i haven selvom vi nærmer os den første rigtige vintermåned. Hvidløgene har allerede skudt - er nu 10-15 cm høje. Er ikke sikker på det er en god ting?


Tulipanerne i plantekasserne er også begyndt at titte frem. De er jo lagt i de gamle plantesække, så de ligger jo ikke så dybt - mon de klarer vinteren når er begyndt at spire?

























Men der er så også en del af "de gamle" der ikke vil give efter for kulden endnu: Et par hornvioler har bevaret optimismen og står og lyser op mod al den sorte jord.

























Mandstro har skudt igen efter jeg klippede den ned - og er vist mere blå end den var i sommer?

























New Dawn er virkelig en flittig rose - selv med det barske vejr her på disse kanter kommer den med nye knopper og de ser endda ud til at folde sig ud.

























Sidst - men ikke mindst - lavendel! Med duft og det hele - i november...fantastisk!









Kommentarer

  1. Hvidløgene skal nok klare sig. Jeg er mere imponeret over at se en lavendel i blomst i november måned!

    SvarSlet
    Svar
    1. Håber du har ret mht hvidløgene... :-)

      Slet
  2. Dejligt med livstegn af forskellig art derude.

    SvarSlet
    Svar
    1. Hej Marie
      Man glemmer nogle gange at meget jo ikke dør, men blot går ned på vågeblus!

      Slet
  3. Hej Henrik.Det er det varme efterår der gør at der stadig er gang i den i haven.
    Imponerende rose.Har også et par stedmoder i blomst endnu.
    Hilsen Jette(mit lille gods)

    SvarSlet
  4. Hej Jette
    Det varme vejr er jo heldigvis ikke kun kommet planterne til gode, men også os mennesker :-)

    SvarSlet

Send en kommentar

Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…