Det blev lidt for trist at se alle de visne og brune farver på bloggen, så jeg har dykket ned i arkivet og fundet noget der kan give lidt kulør. Hornvioler er fantastiske!
De kinesiske Sct Hansurt er blevet pottet om - de så så triste ud! Tænkte de manglede næring. Men så opdagede jeg disse små hvide krabater - først én, så én mere...der var mange! Hvide og ca. 1-1,5 cm lange og med en mørk plet ved hovedet. Ind til den bærbare for at Google. Efter lidt søgen er jeg kommet frem til at det nok er en slags snudebille... Overvejede om jeg skulle kassere hele molevitten - men jeg har i første omgang forsøgt mig med at skylle alt jorden af rødderne og rense potten. Måske naivt...kan forstå, at de der snudebiller er et trist bekendtskab, som nok skal bekæmpes med mere drastiske midler. Men åbenbart er det særligt planter i potter, der er udsatte og disse er de eneste pottede planter på denne side af huset, så jeg vil ikke forvente en stor spredning herfra. Igen: måske naivt... Men jeg tænker da på sidste sommers mystiske klip i mine Zinniaer i plantekasserne- måske jeg har fundet skurken?! Nogen der kan genkende larverne?
En af de markante forandringer vi lavede i haven for nogle år siden var, at fjerne et bræddehegn ud mod marken og erstatte det med et langt espalier af æbletræer. Jeg har samlet lidt op på erfaringerne med det, her 4 år efter. Jeg har valgt et æbleespalier i stedet for et hegn eller en hæk ud mod naboens mark, fordi jeg gerne ville have noget der var mere åbent end et hegn - bla så det var muligt at have stauder på skyggesiden. Samtidigt skulle det lukke af for indkik om sommeren - men give os udsigten tilbage igen om vinteren! At det så også kunne give os frugt var en ekstra bonus! Jeg har "snydt" og langt hen ad vejen brugt træets grene til at lave alle etager på en gang. Tænkte at jeg jo altid kunne fjerne dem og lade nye komme frem hvis der var brug for en bedre placering. Må dog konstatere, at træet ikke er så villig til at skyde fra stammen når først det er etableret, så vil man styre formen helt må man gå den slagne vej og danne en etage om året. Jeg må indt
Den var ellers så fin pergolaen. Og der var lagt en del timers arbejde i den - endda på trods af hold i ryggen. Men der var også en vis tvivl. Var den nu landet helt rigtigt? Efter nogen overvejelse blev beslutningen taget: pergolaens lameller skulle skiftes ud. Og så var det ellers bare om at gå igang og få det gjort. Det er den værste type af arbejde: At gøre noget om, man lige HAR lavet! Men erfaringen siger, at det gælder om få rykket så snart man kan se at noget er galt...enten begynder man at "vænne sig til det" og lærer at "leve med det". Eller også så er kimen lagt til mange års ærgelser over at man ikke gjorde noget i tide. Så lamellerne røg ned. Og hvorfor så det? For det første begyndte de ret hurtigt at vride sig, nogle af dem allerede mens de blev monteret - det ville vi ikke kunne holde ud at se på i længden. For det andet kom vi mere og mere til at holde af det rå træ - altså uden maling. Og for det tredje, så skyggede lamellerne ikke nok. Ell
Kommentarer
Send en kommentar
Læg endelig en kommentar - det er altid spændende at høre andres tanker om havelivet og det der følger med!