Gå videre til hovedindholdet

Efterårsklargøring af staudebedet

Vi er efterhånden kommet et stykke hen i efteråret (faktisk er det jo allerede ovre om nogle uger). Så det er bestemt ikke for tidligt at få gjort staudebedet klar til vinter - og såmænd også klar til forår! Egentlig er der jo ingen grund til at klippe planterne ned. Jeg mener at de visne stilke og blade jo kan hjælpe med at give lidt læ og tage af for frosten og på den måde gøre gavn til langt hen i foråret. Desuden er flere af dem jo ganske dekorative.

Men staudebedet er simpelthen så tæt pakket at jeg er blevet nødt til at trimme junglen for at se hvad der var op og ned. Og for at kunne komme til at lægge løg ned. Det gav lidt overblik og gjorde det nemmere at tage beslutning om at rokere lidt om på nogle af planterne. Målet med bedet er jo at jorden skal være helt dækket det meste af året, men jo også at der skal være blomster at nyde det meste af året. Derfor må nogle af de dominerende planter holdes lidt i ave så de ikke tager for meget plads på bekostning af andre. Hermed gjort!

Især har Sct. Hansurten måttet se sig forflyttet til mere ydmyge placeringer. De tager for meget plads i forhold til at de først nu er flotte at se på. Til gengæld er de robuste, så de har fået en ikke uvæsentlig rolle med at danne læ og udfylde de skyggefulde hjørner og steder med meget trafik (feks. ved den lille sti ud mod marken). Det gav lys og luft!!!

Beddet er ribbet...men de mest sejlivede får lov at stå med 'toppen' på lidt endnu!

Så kunne jeg også lægge løg! Sidste år satte jeg tulipanerne i bakker...så de kunne findes igen og nemt tages op. Moderat succes...viste sig at være lidt svære at få fri, når bedet er så tæt. Så i år bliver løgene sat med henblik på at lade dem blive på stedet. Så nu er de i stedet sat i 'kanten' af de stauder der er 'stationære'. Håber de ikke kommer til at stå for spredt...
I forgrunden er der sat små løg af Chionodoxa... det bliver spændende at se hvordan de ser ud. Der sat efter nogenlunde samme princip som tulipanerne. Det efterlader nogle bare pletter midt i bedet, som jeg håber kan blive udfyldt af vores Dahlia til foråret. De er gravet op og skal nu placeres på et passende sted til vinteropbevaring.

De pæneste af de studsede Sct. Hansurt er blevet forfremmet til hyggespreder i entreen.

Kommentarer

Populære indlæg fra denne blog

Pergola - nu sker der noget!

Et projekt, der har være længe undervejs...MEGET længe! Der er blevet tegnet og tænkt. Grublet og målt. Flyttet rundt og testet. Og nu er den der: Pergolaen! Næsten... der mangler liiiiige...og...og...
Men nu er det til at se en ende på, og den ene beslutning begynder at give den næste, og jeg er meget tilfreds! Vi har savnet et "sted" til en spiseplads, hvor der også kunne blive plads til et godt sted at grille. Og gerne noget fast solafskærmning, for parasoller og vestenvind er bare en dårlig kombination. Så måtte der også gerne være et rum- og lægivende element i haven - gerne noget som kunne få det grønne med op i højden. Svaret blev en pergola. En af de lidt større, hvilket i sig selv gav lidt udfordringer mht. dimensionering.

Vi endte med at lægge os op af carportens konstruktion. Ikke at den er særlig køn, men realiteten er, at den kommer til at stå der mange år endnu, og nogle gange må man bare bygge videre på det grundlag der nu engang er. Det har nu vist sig slet …

Jo, man kan godt dyrke ting i sin belægning

Der er én ting jeg har haft særlig stor succes med at så, og det er Kæmpejernurt. Og der er én ting jeg bare ikke har kunnet få til at spire, og det er dild. Begge dele mødes i skøn forening i pigstenene langs sydfacaden af huset og der er lagt op til en sensommer med vuggende skærme i lilla og limegrønt. NICE!
Vi starter med historien om dilden. Jeg har forsøgt MANGE gange at så denne skønne plante. Direkte i bedet det ene sted og det andet sted, i halvskygge og i sol. I sandet jord, leret jord, i gammel jord i ny jord. I potte og på friland. Uden held. Men så fandt nogle frø vej til pigstene og VUPTI! Så var der dild!

Historien om Kæmpejernurten starter hjemme i køkkenet, hvor 1. generation blev fremelsket. Jeg havde på det tidspunk ikke gjort mig så mange erfaringer med såning, så det var derfor med særlig stor tilfredsstillelse at jeg kunne konstatere, at rigtigt mange frø havde spiret,og siden at de overlevede til fine planter. Disse klarede turen ud i haven og har gennem flere …

Jagten på den utro tulipan

Jeg troede, jeg havde fået ram på dem alle. Men nej. Der dukkede igen i år nogle af de fejlfarvede tulipaner op i bedet. Og med fejlfarvet mener jeg "Den Forbudte Farve" - RØD. Den tolerer vi bare ikke her på matriklen, ok? Det er forsat degenerede udgaver af blå papegøjetulipaner, Blue Parrot, der spøger. Smukke var de, da de stod med de store fyldige hoveder med du smukt fligede kronblade. Farven skiftede i løbet af blomstens levetid fra mørk lilla til en fin lavendelblå/rosa farve. Alt godt. Men allerede året efter skete katastrofen. De blomstrende løg dukkede op med en ækel rød farve og med lidt grovere hoveder.

Jeg kiggede på dem en tid, men måtte bare konstatere, at dette kunne jeg ikke leve med. Nogle hoveder blev resolut klippet af for ikke at skæmme de andre tulipaner (jeg havde jo suppleret med flere løg året efter...).

Strategien blev så ændret til direkte at grave tulipanerne op - det var jo ikke sådan, at de ville komme på bedre tanker og vende tilbage til den…